Panhard katalog fra 1898

I oktober 2025 besøgte jeg den store messe Auto e Moto d’Epoca i Bologna og købte bl.a. et Panhard & Levassor katalog fra 1898.

Det er et indbundet hæfte i format 28 x 20 cm med 45 blade, som viser først firmaets sejre i væddeløb, dernæst 40 forskellige typer voitures automobiles i profil, et par sporvogne og en enkelt båd med P&L motor. De fleste profiltegninger ser ud som motoriserede hestevogne. Tekniske oplysninger anføres kun for den enlige lastbilmodel, der med motorer på 6, 8 eller 12 CV kunne laste hhv. 900, 1.300 og 2.000 kg.       

Panhard & Levassor var en af Europas vigtigste pionerfabrikker i bilismens allerførste fase. Virksomheden, der blev grundlagt som maskinfabrik til træindustrien, erhvervede licens til Gottlieb Daimlers forbrændingsmotor i slutningen af 1880’erne.

Panhard & Levassor byggede deres første bil i 1891 og udviklede i løbet af 1890’erne det berømte Système Panhard med frontmotor, gearkasse midt i bilen og baghjulstræk, først med kæder og senere med kardanaksel. Dette endte med at sætte standarden for bilkonstruktion i en stor del af det 20. århundrede.

Allerede i 1892 udgav Panhard & Levassor verdens formentlig første bilbrochure, som er udbredt i genoptryk. Et kendt fotografi viser en katolsk gejstlig, der i begyndelsen af 1920’erne får tanket sin driftssikre 30 år gamle P&L.

Illustration i en instruktionsbog fra 1902 for Panhard & Levassor 5 og 7 CV viser, hvor stærkt udviklingen gik omkring forrige århundredeskifte.

Frem til 2. Verdenskrig byggede Panhard & Levassor navnlig ret store biler. Skærpet beskatning tog livet af fransk luksusbil-produktion i årene efter krigen, og Panhard lancerede i 1947 Dyna modellen med 2-cylindret luftkølet boxer-motor, forhjulstræk og karosseri i aluminium. Dette koncept blev fulgt, indtil personbilproduktionen måtte indstilles i 1967. Citroën havde overtaget Panhard helt i 1965. Panhard lever videre i form af pansrede militærkøretøjer.

Kilder: ”Panhard – la doyenne de l’avant garde” af Benoit Pérot, e.p.a. 1979, samt ChatGPT