ZIS & ZIL

Den russiske personbil produktion var beskeden, indtil GAZ (Gorkovskii Avtomobilnyi Zavod) blev anlagt i Nizhniy Novgorod 1930-32 med bistand fra Henry Ford som led i Stalins første 5-års plan for den sovjetiske økonomi. Den første model GAZ A svarede til Ford A.

Den kommunistiske leder Josef Stalin inspicerer den nye sovjetiske ZIS-101 limousine i Kreml, Moskva, 1936

Den første sovjetiske limousine L 1 fra Leningrad i 1933 var teknisk baseret på Buick 90 1931, men ikke nogen succes, og opgaven at udvikle en prestige bil overgik til ZIS (Zavod Imeni Stalina, tidligere AMO) i Moskva, som producerede lastbiler i stor skala. ZIS 101 havde stadig chassis og motor à la Buick (8-cylindret rækkemor på 5,8 ltr. og 90 hk), men karosseriet var designet som en amerikansk luksusbil midt i 30’erne med presser fra Ambi-Budd. Prototypen blev inspiceret og godkendt af Stalin i 1936.

ZIS 101 Produceret fra 1936-1939

I 1940 kom ZIS 101A med let ændret frontparti. Der blev produceret knap 9.000 ZIS 101 inden krigen.

ZIS 101A Produceret 1939-1941

Da USA og Sovjetunionen blev allierede i 2. Verdenskrig, imødekom den amerikanske regering Stalins ønske om bistand til at udvikle en ny sovjetisk limousine. ZIS 110 blev baseret på den klassiske Packard Super Eight One Eighty 1941 tilpasset russiske forhold, men det er usikkert, i hvilket omfang værktøjer blev overført fra USA. Den 8-cylindrede rækkemotor på 6 ltr. ydede 140 hk, og transmissionen var 3-gears manuel.

ZIS 110 blev produceret i godt 2.000 eksemplarer fra 1946 til 1958, i versionerne limousine, cabriolet og ambulance samt en pansret udgave, ZIS 115 på 7 tons, som Stalin benyttede, gerne i kortege så man ikke kunne se, i hvilken ZIS han sad.

ZIS 110 Produceret fra 1945-1958

En tysk-sproget ZIS 110 brochure, stammer formentlig fra den østtyske Leipziger messe i begyndelsen af 50’erne. En lille bog om ZIL-fabrikken fra 1957 spænder fra billeder af produkterne til de ansattes børns pionerlejr og børnehave.

Stalin døde i 1953, og som led i den af Nikita Khruschev igangsatte afstaliniserings proces på kommunistpartiets 20. kongres i 1956 skiftede fabrikken navn fra ZIS til ZIL (Zavod Imeni Likhacheva), opkaldt efter værkets højt dekorerede nylig afdøde direktør Ivan Likhachev.

ZIL 111 Produceret fra 1958-1967

ZIL 111 blev udviklet med V8 motor på 200 hk, automatgear og et design stærkt inspireret af de sidste rigtige Packard modeller. Der findes brochurer fra bilens præsentation på verdensudstillingen i Bruxelles i 1958, og en senere stor 4-sproget brochure viser også den meget sjældne cabriolet udgave, som kunne anvendes ved inspektion af militærparader.

ZIL-111V
ZIL 117 Produceret fra 1971 til 1978

Fra 1967 til 1977 produceredes de mere sobert designede limousiner ZIL 114 og ZIL 117

Den sidste ZIL model var den massive ZIL 4104, som blev introduceret i 1978 med 7,7 ltr. V8 motor på 315 hk. I lang udgave blev den kendt i Vesten som generalsekretær Mikhail Gorbachevs limousine. Fra topmødet i Reykjavik 1986 mellem US præsident Reagan og Gorbachev findes et foto af Gorbachev’s ZIL, som var for lang til den lokale garage.

ZIL 41047 Produceret fra 1986 til 2008

ZIL modellerne blev produceret i meget begrænset antal som tjenestebiler for den absolutte top af USSR. Næste lag af nomenklatura’en havde limousiner fra GAZ, i 50’erne den 6-cylindrede GAZ-12 eller ZIM (opkaldt efter Stalins udenrigsminister Molotov), og derefter GAZ-13 og GAZ-14 ”Chaika” (måge på russisk) med V8 motorer.
Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 blev ZIL fabrikken privatiseret, og produktionen af ZIL 4104 gik nærmest i stå, idet de nye magthavere foretrak Mercedes-Benz, og forsøg på eksport ikke lykkedes. Den sidste ZIL personbil blev bygget i 2003, mens produktionen af ZIL lastbiler fortsatte.

Nu kører præsident Putin Aurus Senat, en russisk frem-stillet limousine i Rolls-Royce stil, som blev introduceret i 2018. Putin har i 2024 foræret Nordkoreas leder Kim Jong Un et par Aurus Senat, hvilket kan ses i forbindelse den nordkoreanske medvirken til Ruslands krig mod Ukraine.

AURUS SENAT LIMOUSINE Produceret fra 2018 – d.d..

Artikel fra blad nr. 66 2025